Åbningstider
Vi åbner kl. 07.15 hver dag.
Mandag til torsdag lukker vi kl. 16.45, og fredag kl. 16.00.
Vi lægger vægt på rolige afslutninger på dagen, og derfor er det vigtigt, at I har mulighed for at forlade institutionen sammen med jeres barn inden lukketid.
En god start på dagen
For at skabe en tryg og rolig start på dagen hjælper vi hinanden med nogle gode rutiner.
Alle tager skoene af indenfor i perioden 1. maj til 1. oktober – det gælder både børn og voksne.
Husk at vaske hænder hver morgen, så vi sammen passer på fællesskabet og mindsker smitte.
Lukkedage
I Københavns Kommune kan institutioner holde lukket på dage med forventet lavt fremmøde – fx dagen før en helligdag.
Datoerne meldes ud via Aula, aktivitetskalenderen og her på hjemmesiden.
Har I behov for pasning på disse dage, så kontakt stuen så vi kan finde en løsning.
Kost og måltider
Alle børn får fuld forplejning hos os.
Morgenmad serveres fra kl. 07.15 til 07.45.
Maden er primært vegetarisk med fisk og økologisk, og vores køkken har Det Økologiske Guldmærke.
Vi ser måltiderne som vigtige fællesskaber, hvor børnene øver sig i at være sammen, mærke sig selv og deltage i en rolig stund.
Ved ture sørger køkkenet for madpakker, men i enkelte tilfælde kan vi bede jer om selv at medbringe.
Aula – vores fælles platform
På Aula deler vi små glimt fra hverdagen, information om ture og arrangementer samt vigtige beskeder.
Her kan I også skrive til os – vi ser det som en vigtig del af det løbende samarbejde.
Fravær og sygdom
Giv besked inden kl. 08.30, hvis jeres barn holder fri eller er sygt.
Registrer gerne fravær i Aula – og skriv endelig på sms, hvis der er noget, vi skal være særligt opmærksomme på.
Når børn er syge
Når børn er syge, har de brug for ro og nærhed derhjemme.
Barnet skal være rask nok til at kunne deltage i hverdagens aktiviteter, før det kommer tilbage.
Vi samarbejder med jer om at skabe tryghed – også når barnet bliver utilpas i løbet af dagen, hvor vi kontakter jer, så I kan hente.
Søvn – i samarbejde med jer
Søvn er en vigtig del af barnets trivsel og udvikling og indgår som en del af det pædagogiske læringsmiljø i Røde Rose 3.
Vi tager udgangspunkt i det enkelte barns behov for søvn, som vi løbende vurderer ud fra barnets alder, trivsel og hverdag i vuggestuen.
Det er personalet, der på baggrund af faglige vurderinger tilrettelægger børnenes søvn i vuggestuen. Vi skaber trygge og rolige rammer omkring søvnen.
Som udgangspunkt lader vi børn sove, når de har behov, og undgår at vække dem. I nogle tilfælde vurderer vi dog, at det er hensigtsmæssigt at vække et barn af hensyn til trivsel, døgnrytme eller deltagelse i fællesskabet.
Vi er løbende i dialog med forældre om barnets søvn, særligt i overgangsperioder.
Ferie
Vi anbefaler, at børn holder omkring 6 ugers ferie om året.
Ferie giver mulighed for ro, nærvær og tid sammen som familie – noget vi ved har stor betydning for barnets trivsel.
Vi opfordrer særligt til mindst 2 sammenhængende uger i sommerperioden.
Fødselsdage
Vi fejrer gerne jeres barn med sang, flag og en hyggelig stund.
I er også velkomne til at invitere os hjem.
Vi har en sukkerpolitik, som betyder, at der ikke serveres sukker i institutionen – spørg gerne personalet for idéer og hensyn til allergier.
Tøj og garderobe
Når børnene er klædt godt på, får de de bedste muligheder for at deltage i leg og fællesskab – uanset vejret.
Husk navn i alt tøj.
Sørg for regntøj, gummistøvler og skiftetøj året rundt. Tjek jævnligt, at tøjet passer og matcher årstiden.
Husk også bleer, hvis jeres barn bruger det.
Sommer
Giv jeres barn solcreme på hjemmefra.
Husk solhat eller kasket.
Vinter
Husk flyverdragt, varme støvler, hue og vanter – gerne flere par.
Af hensyn til sikkerheden må børn ikke have halstørklæder eller snore i tøjet.
Vi er ude hver dag – også når det regner og sner.